Previously on Nephilim

Antipater står med Datteren i hånden, omkring ham ligger hans faldne frænder. Ma’ats hals er skåret op, og bandende og svovlende er Dikaiosyne ved at lukke den store flænge, der får Ma'ats hoved til at hoppe og ned som en pez-dispenser.

[klip]

Elvis fra Prag svinger mikrofonen vildt omkring sig, publikum hopper fortryllet til lyden af hans magiske elspade, luften er klæg af trolddom. Han kanaliserer de mægtige strømme i retning af Ordo Cavus' fæstning. I næste eksploderer trommehinderne i hans ører, da trolddommen slynges tilbage af de potente forsvarsværker.

[klip]

Ma'at stirrer dommeren i øjnene, denne løfter en kroget hånd og udslynger sin forbandelse. Ældgamle ord, som ikke har været ytret siden Kong Kull sad på tronen i Tarshish, flyder langsomt over de pudsfyldte læber. Dommeren udslynger de sidste ord af forbandelsen med en hånlatter, da Ma'at stemples, som outsider fra sin stamme, sit arcanum.

[klip]

Bombemanden Timéteme trykker speederen i bund, drejer rettet skarpt omkring og den gigantiske tankvogn forsøger at dreje. Langsomt, pinefuldt langsomt svajer tankvognen på siden, imens Bombemanden let og elegant slynger sig ud af sidevinduet. Da hans hove rammer siden af førerhuset, er det dråben, der får tankvognen til at tippe over. Metallet skriger højtlydt, da tankvognen kurer det sidste stykke over asfalten og hamrer ind i Ordo Cavus' fæstningsværk. Som en lille sort silhouette i et flammehav, der strækker sig mod skyerne render Bombemanden hujende væk.
Det er først da flammerne har lagt sig, at hans humør synker i takt med at den uskadte fæstning toner frem af røgen.

[klip]

Blodet fosser stadig ud af Ma'ats hals. Antipater løfter sin klinge mod dommeren og udfordrer ham. Dommerens øjne er ikke til at tyde. Den sidste forsvarer af Ordo Cavus giver sig ikke så let - de andre er undvegne eller deres simulacra døde - og med en kroget finger udsiger den en sidste dom: "Du skal skade alle involverede arcana i samme omfang, som Ordo Cavus i dag er blevet skadet."

Da ordene klinger mod grottens vægge, mærker Antipater verden åbne sig på en ny måde. Det er ikke længere kun i ånden, at han er Jorddykkeren.

[klip]

"Desværre, toget er kørt. Næste afgang er først om fem timer!"

Frustreret kigger på Talavera på togstewarden. Den havde trukket det korteste strå i første runde. Mohammed Tahiz' manipulation af skæbne og sandsynlighed havde spillet hende et pus. Nu stod hun strandet i Spanien, mens de andre ville gå op imod Ordo Cavus. Så let skulle ordalet ikke forvente, at de kunne slippe af med hende. Talavera slentrede gennem byen indtil hun fandt sit mål: En fjernsynsforretning. Herfra kunne hun nå sit mål. Hun faldt på knæ foran de mange flimrende skærme, fandt et stykke kridt frem og begyndte at foretage beregninger på fortovet.

[klip]

Kray'ek i sin skikkelse, som lejesoldaten John fulgte de andre Nephilim ned i undergrunden. Ifølge deres informationer, så rummede Ordalets forsvarsværk en svaghed hernede. Planen var at hidkalde De, der kryber og krabler, og få dem til at konsumere en korrodor, så de kunne trænge ind i Ordalet herfra.

[klip]

Geber kigger op. Ligesom Vogteren af Den Hyldede Slægt, Spåmanden på Høbjerg havde han sanset den massive udladning af magiske kræfter.

"Det er gået, som vi spåede" hvisler Vogteren af Den Hyldede Slægt, Spåmanden på Høbjerg, "Eternal Wave er knust, kursuscentret er ikke længere. Porten til Atlantis er åben igen, og denne gang er der ingen til at holde Atlantiderne borte. Det er i sandhed en sort dag."

Geber mærker ufrivilligt en kuldegysning glide gennem sit simulacrum. Mennesket i ham rystede af skræk, mere end 100.000 år var gået, men det nedarvede minde om Mestrene fra Atlantis lå stadig dybt i hans krop.

[klip]

Antipater og Dikaisoyne kommer stæsende ud af den londonske undergrund. De har Ma'at og Kray'ek på slæb. I det fjerne høres lyden af sorte helikoptere og politisireners hylen. Bag dem vælter en kæmpemæssig støvsky ud af undergrunden, som et gigantisk åndedrag, da Ordalets grotte kollapser et sted, dybt under jorden.

I samme nu oversvømmes gaden af havvand, lave bølger slår imod deres ben, og glidende frem, ført af en usynlig understrøm kommer Typhon fejende. Ansigtet er hårdt af vrede, havvandet omkring ham iskoldt og en kolde, hårde vindstød er ved at slå Antipater og Dikaiosyne omkuld.

"Tåber! Porten til Atlantis er åbnet, og det er jeres skyld. I fik Eternal Wave involveret, og jeres gerninger gjorde, at seglet kollapsede. Atlantiderne kan undslippe" raser tyfonen. "Kom med mig!", og de mærker den usynlige understrøm gribe dem. En bølge skyller henover deres ben, og de mærker havets brusen, men da bølgen slår mod kysten, er det en lille, idyllisk skovsø.

[klip]

Et smil glider over Antipaters læber. "Jeg er Jorddykkeren" lyder det tavst fra hans mund, så griber han hårdt om klingen, og synker ned i jorden. Dommeren stirrer forundret, først på det sted, hvor Antipater forsvandt, så på spidsen af Datteren, der er jaget gennem hans brystkasse. Sagte hører han Antipater hviske ham i øret: "Jeg er lige her". Så kollapser hans simulacrum, og Antipater er den sidste, der står oprejst i grotten, da Dikaiosyne knæler for at standse blødningerne i Ma'ats legeme.

[klip]

Med en fejende bevægelse ophæver Typhon den magiske cirkel i hvilken han og Antipater har talt uforstyrret. Han kaster et sidste blik ud over skovsøen, hvorefter han begiver sig ind i tykningen, til der hvor han har efterladt sin kværn.

Tilbage ved bredden står Antipater, og grunder over tyfonens ord: Porten til Atlantis er åbnet, atlantiderne kan undslippe, de vil standse det prometheuske projekt og atter slavebinde mennesket. De er det Navnløse Arcanum - det Arcanum, som ikke anerkendte Akhenatons kodificering af Arcanaerne, og derfor forblev Navnløse. Hverken Sirius-nephilimne eller selenimne havde ret, når de påstod, at Det Navnløse Arcanum var deres. Han og Typhon er en del af et broderskab, der bekæmper atlantiderne.

Ligenu gælder det Nordsøen, dernæst atlantiderne. Antipater vender sig om og går ind i skoven for at finde Dikaiosyne og de andre.

[klip]

Da Typhon er nået ud af syne træder en Nephilim frem. "Er han rede?"
"Det skulle jeg mene", lyder det vredt fra Typhon. "Han kom til sin erkendelse under kampen med Ordalet. Han er fuldbyrdet en af vore nu."

"Men du fortalte ham det ikke?"

"Nej, det er op til ham selv. Hvis han vil vide, hvilket Arcanum han og vi tilhører, så må han selv spørge. Men jeg tror ikke, at han er klar til svaret endnu."

"Ikke?"

"Nej, men snart. Han skal lige lære at styre sine evner."

Med de ord sætter tyfonen Typhon sig op på kværnen.

[klip]