Uddrag fra en dagbog

Oktober 2004

I dag ankom jeg til hans opholdssted. Det var sært og meget mystisk. Oprindeligt troede jeg, at han var blevet ramt af en ulykke. Jeg var i dårligt humør i dagevis. Så modtog jeg et telefonopkald. Jeg fik at vide, at man ventede mig, at jeg skulle tage et fly til A.
Jeg ankom i eftermiddags. I lufthavnen blev jeg taget imod af ung kvinde. Hun talte ikke til mig, men hun bar hans tegn. Let skælvende fulgte jeg hende ind i den bil, hun var ankommet i. Jeg satte mig ind på bagsædet.
Vi forlod byen. Åh, hvilken by, på ingen måde som derhjemme. Jeg kunne godt blive boende her. Husene er så romantiske i deres stilart. Mon jeg skal bruge min fremtid her, er det mon det, han vil?

Min chauffør talte ikke til mig under hele turen. Selv var jeg fordybet i mine tanker og havde intet at bidrage med.
På et tidspunkt standsede hun bilen, og rakte mig et stykke klæde. Hun gjorde tegn til, at jeg skulle tage det for øjnene. Jeg kiggede noget skeptisk på klædet førend jeg satte det for øjnene. Et kort øjeblik overvejede jeg snyde, men kom så på bedre tanker.
Efter at hun havde sikret sig, at jeg ingenting kunne se, satte hun bilen i gang igen.

Jeg ved ikke hvor længe vi kørte. Det var ikke let at have en fornemmelse for tid i bilen, men med den meditationsteknik, som han har lært mig, må vi have haft kørt i 39 minutter.
I alle fald standsede bilen endeligt og vi steg ud. Der lugtede af halm, heste og olie. Jeg blev hjulpet ned af en stentrappe og vi ankom til en grotte, hvor man tog klædet fra mine øjne. Der var han, gnaven og i et utålmodigt humør som altid. Endelig var jeg fremme.