En beretning hentet fra et digert værk

”I en verden for længe siden herskede Kong Kull over et mægtigt rige. Han havde sæde i byen Tarshish, der dengang lå på en frugtbar slette, og var en pryd for øjet. Kull var enehersker i generationer, og han holdt Den Sorte Stjernes Mænd på afstand, men de smedede i hemmelighed på deres metalvåben, de huggede deres flintespidser til, og samlede de Nephilim, de havde vansiret. Langsomt voksede deres våben, som de gav i hænderne på deres hærfører Herakles.”
”Kong Kull havde stjernetydere og jordlæsere ved sit hof og han havde budt dem, at give varsler om tings komme, men han kunne dog ikke tro deres ord, når de kom til ham med varsler om ødelæggelse og undergang.
Deres dygtigste, hvis navn er os skjult, udfærdigede en Varselskrystal og bragte den til Kull. Kongen ville i mange dage ikke lytte, men en måneskinsnat blotlagde han Krystallen, kiggede i den, og så en Sort Måne rejse sig over hans slette. Kull indså faren, og var blandt de få, der nåede at undvige, da Herakles brød Atlas’ Mur og bød Atlanterhavet at drukne sletten, hvor Tarshish lå. Den nat rejste Den Sorte Måne sig over det nye hav, Middelhavet, og fra da af kaldtes Krystallen for Poseidons Vrede Varsleren.”