En episode fra Bam

Når hvad var det så, der skete? her er en opsummering til gavn for alle de tilstedeværende og for de, der kun var der i ånden.

Vore kære Nephilim har haft spenderet en række dage i Bam. Natten forinden denne spilgang havde de været oppe i borgruinen, hvor de havde været i konflikt med mørke ånder.

Den følgende dag greb mørket William Blakefield og han sank ned i en dyb depression, til et nærmest katatonisk stadie. Herfra var han nærmest umulig at røre. De tre andre Nephilim besluttede sig for, at drage ud og lede efter bussen. Dikaiosyne på motorcykel, Ma’at og Anahid i en af lastbilerne fra nødhjælpslejren. Efter en rum tid fandt de bussen forulykket og væltet halvt om på siden, lænende sig op af en de mange volde af murbrokker.

Bussen var lukket indefra, men det muligt at slå hul på forruden og kravle ind den vej. Her ventede et hæsligt skue. Ligstanken hang tungt i luften i den varme bus, insekter summede og et vif af afføring rørte på sig i den ellers stillestående luft. Chaufføren var blevet spist halvt op, tungen gravet ud gennem et hul på siden har kæben, en proces, der havde revet de fleste af tænderne fri. En dynge af lig, af kvinder og børn med angst mejslet i deres ligblege ansigter, lå lige inden for i bussen. Deres fingre forrevne, deres negle knækkede og flossede i et desperat forsøg på at flå døren op inde fra. Dørens inderside var dækket af blodige spor fra fingrene, af afrevne neglestumper klæbet fast i blodsporet.

Ude under den bagende sol dukkede en sælsom skikkelse op. Med en frisure, der kunne gøre Jens Jørgen Thorsen misundelig, med støvede og uvaskede klæder og med en stor rygsæk over skulderen, kom skolelærer Åge Holm gående. Han var fra Danmark, han havde set en brændende busk, da han underviste 7.b i kristendom, og nu havde Gud sendt ham hertil for at bekæmpe Djævelen.
Åge var ikke let at komme i kontakt med, han var ofte fordybet i bøn og messen, eller handlinger af en næsten neurotisk natur, som da han oversprøjtede bussen med Bibelcitater og bag efter brændte den af.
Det ekstra sære ved Åge Holm, for sær var han allerede, var hans Solar-Ka, som ikke var Vækket, men syntes rigere i sin lød end normalt og ved ham var tre magiske felter, et af vand, et af luft og et af jord.

Herefter besluttede de tre Nephilim i selskab med Åge Holm sig for at besøge borgruinen, men denne gang i dagslys. Ved foden af borgen fandt de ligene af en række mænd og kvinder, hugget, skudt og ’smadret’ til døde med blod om fingrene og om munden. Lig fra nattens fejde.
Oppe i borgruinen var der mørkt, solens stråler kunne ikke trænge gennem med den samme klarhed, som udenfor og en stor sult lurede i kælderen, for de tre Nephilim fandt en kælder, som de med deres umenneskelige styrke kunne rydde, hvorefter de fremskaffede våben og rustninger. Åge blev noget overrasket ved denne praksis. Selv havde han et smukt 1300-tals sværd, der indgød en guddommelig ærefrygt i de, der så klingen. En ærefrygt, der selv fik vores Nephilim til at træde tilbage i forundring og benovelse.
Ned af trappen og ind i kælderen. Her var flere sammenstyrtede lokaler og en brønd. I et tilstødende rum, var der stadig en masse værktøj fra restaureringen af borgen, blandt andet reb med hvilke Dikaiosyne og Åge kunne fire sig ned i mørket. Et niveau nede fandt de underlige kamre, flere sammenstyrtede og nogle skamferede, foruden antydninger af en tidligere arkæologisk udgravning. Her lurede i mørket noget, der støjede og som voksede frem som en umættelig sult. Klog af skade valgte opdagerne at søge uden om dette og de vovede sig et niveau dybere ned gennem brønden og kom ned til nogle rå stenkamre, hvor de fandt en ’skorsten’, i hvilken højt oppe var skjult en stentavle, som den vise Dikaiosyne kunne se, var indskrevet på elamitisk. Her efter var de fornuftige nok til at forlade kælderen og søge ud i eftermiddagens sollys.

Hjem til lejren gik det hujende hast. Planen blev at få bragt stentavlen hjem til Halland så hurtigt som muligt, da tavlen kunne oversættes alkymistisk i et laboratorium, hvilket var nødvendigt, da ingen kunne læse oldelamitisk. Tavlen var nemlig fra 2500 fvt.
Af sted i en lastbil drog straks Anahid, Thruðr og Ma’at, men de nåede ikke langt. 50km ude for Bam ventede dem et checkpoint, det de sidst havde omgået ved at køre i en meget stor bue uden om, men denne gang lod det sig ikke gøre og de måtte stoppe og fortoldes.
Anahid skjulte stentavlen i sin favn og gjorde sig undselig. Imens måtte Ma’at svare for sig om Thruðr og lastbilen og jeg ved ikke hvad pga. af en meget emsig toldinspektør [en tak til Jonathan for at gøre en tilfældig NPC langt mere irriterende, end jeg selv ville have gjort ham] og i længden resulterer det i, at lastbilen skilles ad og Ma’at og Thruðr føres tilbage til Bam – over hvilken konturerne af en Sort Måne hang – til forhør. Ma’at blev bragt i forhør og siden blev både han og Thruðr spærret inde. Anahid blev tilbage ved checkpointet og opdagede, at hun savnede ressourcer til at vandre 150km på en støvet ørkenvej med en stor stentavle i favnen. Så hun vendte tilbage til Camp Blakefield, hvor Dikaiosyne blev meget, meget frustreret. En ny plan blev lagt og Dikaiosyne tog stentavlen og susede af sted til Halland på sin motorcykel.

Om natten i fængslet dukkede pludselig en betydningsfuld, højtstående, iransk officer op og på klingende britisk fik han beordret Ma’at og Thruðr ud af cellerne og med sig til hans lejr nær ved moskeen, ved hvis side Mirza Naiims grav lå. Denne officer var ingen ringere end en Luft Nephilim, som Dikaiosyne tidligere havde haft mødt i London og som både han og Thruðr havde set på en parkeringsplads i Paris – lige før det franske politi stormede stedet.
Denne nephilim var her for at studere det mystiske fænomen i Bam og ville gerne gøre det ugenert, så aftalen blev at vore venner havde til i morgen midnat at være ude af Bam i, til gengæld ville de da få overdraget Poseidons Vrede Varsleren, som Luft Nephilimen mente at de ville få brug for. Varslerens særkende var, at den varsler katastrofer, der er af et sådant omfang, at Sort Måne pleksi opstår.
Derefter fik Ma’at og Thruðr lov til at vende tilbage til Camp Blakefield til Anahid og Åge Holm.

Næste morgen iførte Åge Holm sig en smuk pladerustning (1500-tals stil) og drog sit sværd, hvorefter han begyndte at gå ned til Mirza Naiims grav. Han havde fået besked på dette af Gabriel, der var kommet til ham i løbet af natten. Forgæves forsøgte vore Nephilim fæller at overbevise ham om andet. Uanset hvor veltalende Nephilimne syntes at være, så var det som om Åge kunne gennemskue dem og derfor ikke var til at overtale.

Nede ved graven forsøgte han, at åbne stendøren og trænge ind i gravkammeret. Det resulterede i, at den betydningsfulde, højtstående, iranske officer dukkede op og bød Nephilimne at standse Åge. Nu viste det sig, at det ikke var særligt let. Åge var af en råstyrke, der langt overgik Ma’ats styrke og de færreste formularer bed på ham. Inde i gravkammeret var en vældig stenkiste, som Åge besluttede sig for ikke at åbne lige med det samme. Nephilimne fik Åge med ud igen og med sig tilbage til lejren. Den betydningsfulde, højtstående, iranske officer var tilfreds.

Camp Blakefield blev nu pakket sammen, Røde Kors blev sat til at administrere og vore helte gjorde sig klar til at drage hjemad. Åge blev bedøvet og lastet ombord i lastbilen, men Nephilimne undersøgte med stor nysgerrighed de tre White Stone produkter, som Åge havde. Sværdet, Rustningen og Bæltet var alle tre White Stone produkter (ting som Åge havde lånt fra museer) og det var de tre magiske felter, som de oprindeligt havde set omgivende Åge, men det forklarede ikke hvem Åge var.
Om natten ventede de nogle kilometer uden for Bam. Åge vågnede fordi Gud havde sendt Gabriel til at vække ham og Nephilimne fik overbevist Åge om, at de ikke ville ham noget ondt, de ville bare gerne udsætte undersøgelsen af Bam jf. aftalen med den fremmede Nephilim.
Ved midnat dukkede en jeep op med bevæbnede soldater. De holdt vore helte hen i en time inden de overdrog Poseidons Vrede Varsleren. En kæmpestor krystalsfære udhugget af en enkelt sten. Inden i pulserer et varmt lysskær. Sfæren er omgivet af et ’bælte’ af guldtråde i hvilket er monteret mange små krystaller, der pulserer i takt med den store krystal. Ud fra bæltet stikker fire skrøbelige ben, også af guld, på hvilken hele Varsleren hviler.

Derefter rejste selskabet til Kerman, sendte lastbilerne hjem til Teheran og drog med fly via Ankara til Halland. Her mødtes de med Dikaiosyne og de fik oversat stentavlen, der er en lovtekst om, hvordan man skal ofre til gudekongen, samtidig med at det er forbudt at ofre til de gamle ’kraftcentre’. På bagsiden af tavlen var en sær og kompleks Ritual Magic spell til lokalisering af de forbudte kraftcentre, så de kunne undgås.
Dikaiosyne hastede derefter til Bam, mens resten af selskabet reorganiserede sig og Thruðr kom sig af sin despression og alle pustede de ud efter oplevelsen. Efter et par dage forsvandt Åge pludselig.
Dikaiosyne fik at vide, at Åge var forsvundet og da Dikaiosyne ankom til Bam drog han straks hen til Mirza Naiims grav, hvortil Åge kom slentrende. Åge ville atter ind i graven og Dikaiosyne måtte opgive at holde ham tilbage. Inde i gravkammeret nøjedes Åge med at studere stenkisten, som var omgivet af relieffer, der viste astrologer, der studerede de tolv stjernetegn.
Dikaiosyne fandt ud af, at den fremmede Nephilim syntes at være væk, hans militærlejr var uden disciplin og selv dukkede han ikke op.
Næste dag gik Åge hen til gravkammeret igen, og atter var Dikaisosyne der. Atter trængte Åge ind i graven, han løftede denne gang låget af stenkisten og fandt et stenskelet på bunden. Skelettet var hugget i sten.
Næste dag gik Åge hen til gravkammeret igen, og atter var Dikaisosyne der. Atter trængte Åge ind i graven, han løftede låget af stenkisten og kiggede på skelettet. Slog i frustration på stenbunden og opdagede at den sank tilsvarende, førend den hævede sig igen.
Åge Holm, en mand på en mission fra Gud, drog den næste dag igen hen til gravkammeret, og atter var Dikaisosyne der. Atter trængte Åge ind i graven, han løftede atter låget af stenkisten og trådte denne gang op i kisten og langsomt sank bunden ned i mørket. Dikaiosyne lagde imens stenkistens låg på plads.

Så vendte Åge tilbage til lejren og på denne tid vendte Ma’at, Anahid og Thruðr tilbage til Bam for at assistere. Efter at have hørt om Åges undersøgelser af gravkammeret enedes man om, at undersøge det nærmere, nu hvor den fremmede Nephilim alligevel var væk, og nede i kammeret var en underlig relief, der fortalte en sær historie i skæret fra Sorte Måne Pleksus, og her var underlige jernkæder lænket til gulvet, en daggert af meteoritjern, særligt fortryllet til at assistere med Måne magi, og fem jernskrin forret med Litharge. På gulvet var fem plamager af blod og to afskårne englevinger.
Åge talte med Gud, der fortalte ham, at Antikrist havde forladt Bam og det var nu Åges opgave, at drage ud og finde og stoppe Antikrist. Åge drog således ud på landevejen igen og vandrede atter af sted.
Imens var Dikaiosyne og Thruðr kommet til den konklusion, at Åge måtte være en Hanged Man Nephilim.
Ved denne tid ankom den ønskede assistance endelig. Ud af ingenting på en bakketop dukkede syv Nephilim op, de kom ind på scenen ridende på hver deres Harley og præsenterede sig som Arthur Kredsen. De bestod af fem Styrke og to Mådehold. Styrke Nephilimne kaldte sig Ceorl, Dreng, Thiuðans, Jarl og Frô. De to mådehold var Vitki og Heiðr.
I løbet af de næste par dage gik Arthur Kredsen i gang med at helbrede folk og bekæmpe nattens mørke ånder, lokalt kaldet ghûls, og vore fire Nephilim besluttede sig for at hidkalde en flok af De der kryber og Napper til at grave sig ned til museet, hvor de fandt nogle stentavler. Disse var på middelalder persisk og rummede en oversigt over det lokale Ordals procedurer, domme og medlemmer i perioden 413 til 630’erne, foruden Retfærdighedsformularerne Ed og Kains Mærke, samt den længe søgte hidkaldelsesformular.


Det var vist det. Der er gået mange dage i løbet af sidste spilgang, megen tid er blevet brugt på at rejse mellem Halland og Bam. Nu står I over for næste del af jeres ’skattejagt’.
I har fået den ønskede stentavle, I har desuden erhvervet jer Poseidons Vrede Varsleren, men har endnu ikke anvendt den, og Dikaiosyne har valgt at blive tilbage i Bam, for at arbejde med at helbrede folk, for at fortrænge den Sorte Måne og for at blive oplært af Vitki og Heiðr.
Nu er Ma’at, Thruðr og Anahid tilbage.